tirsdag den 10. november 2009

Livet uden for skabet

Dagen idag er lidt en speciel dag for mig og det vender jeg tilbage til lidt senere. Da jeg var teenager havde jeg den opfattelse at når jeg forlod skabet håbede jeg på at få accept af bare et menneske. Måske ikke særligt optimistisk men jeg troede at det blev en stor kamp. Det er jo også mange år siden. *s*

Som 17årig var jeg inde i Huset hvor der var en udstilling lavet af SMil Danmark. Der mødte jeg en veninde og vi endte hjemme hos mig og over en kop te fortalte jeg hende at jeg var masochist og transsexuel. Hun var selv interesseret i SM og var dominant. Egentlig var hun ikke overrasket over at jeg var hvad jeg sagde det jeg var. Ingen af os havde nogen praktisk erfaring, men hun dominerede mig psykisk imens vi gik i gymnasiet. I 1984 var jeg 7 måneder på højskole i Vrå hvor jeg fortalte et par stykker om mig selb. Siden mødte jeg et par kvinder og endte med at dyrke lidt blid SM. De var selv ret uerfarne. Jeg gik nogen gange ud sent om aftenen og om natten klædt som kvinde. I 1986 mødte jeg Laila som var livstil Domina og som fortalte mig ar hvis vi skulle være sammen skulle jeg leve som den kvinde jeg jo egentlig er. D. 3 september 1986 gik jeg ud som kvinde i dagslys og så var skabet definitivt lukket bag mig. Arbejdsmæssigt gik jeg stadig i bukser, men mit hår var langt og flere i min omgangskreds kendte til mig som Pernille. I 1989 kort inden Laila flyttede til New York meldte vi os ind i SMil Kbh. Her mødte jeg andre jeg havde det godt med og endte siden i bestyrelsen og blev senere formand. Jeg begyndte fra starten af 90'erne at være i medierne, også de landsdækkende tv- og radiokanaler samt aviser. SNil var ret aktive i 1990'erne som var et godt årti for at nedbryde fordomme og aflive tabuer. Både i 80'erne og 90'erne arbejdede jeg som journalist og studievært på både lokalradio, både græsrods- og kommerciel radio og havde en kendt stemme så det kunne bruges når jeg holdt foredrag, blev interviewet eller når SMil havde stand på sexmesser. I disse år havde jeg ingen problemer. Jeg fik megen ros og mange synes at jeg var modig, selvom jeg selv synes at det var naturligt for mig at leve det liv jeg ønskede. Jeg er ikke modig for jeg følger blot mit hjerte som jeg plejer at sige. Jeg var aldrig ude for dårlige ting og var en fyr lidt ubehagelig var han som regel fuld og fik at vide af mig at han lige skulle lige slappe af. Op igennem 90'erne havde jeg forskellige kærester, et par stykker var selv med til at nedbryde fordomme, så det var accepteret at jeg gjorde de ting jeg gjorde. Udover mit journalisarbejde havde jeg et firma hvor jeg tog ud som DJ og jeg mistede ikke kunder fordi jeg var kendt som Pernille og SM-er, ligesom de radiostationer jeg var tilknyttet ikke mistede reklameindtægter. Dem der havde reklamer i mine programmer gjorde det fordi jeg lavdede gode ting i radioen og folk lyttede fordi det de hørte var godt og ikke fordi jeg var i medierne eller var på sexmesser. Jeg mødte og talte med mange mennesker og fik mange positive tilsagn. i 2000 meldte jeg og flere andre os ud af SMil men nu var jeg begyndt så småt at hjælpe folk takke være internettet. Årene gik og jeg tænkte jo ikke over at jeg var lidt anderledes. Joh nogen kiggede når jeg var ude på gader og stræder. Jeg er jo 184cm og ikke nogen lille kvinde, men tager man de skridt jeg har taget så vil nogen synes at man er mærkelig.

Her i Valby er jeg et kendt ansigt. Jeg er opvokset her, efter nogen år som barn/ung på Frederiksberg og Vanløse, vendte jeg i 1985 tilbage til Valby da jeg flyttede hjemmefra, og i foråret 1987 var jeg med til at starte Radio Valby hvor jeg lavede mange ting og endte som daglig leder og solgte reklamer. Jeg forlod Radio Valby i januar 1989, men nogen kan stadig huske den tid. I august 2002 henvendte en journalist sig fra ValbyBladet. Hun havde bemærket mig i gadebilledet og ville lave et portræt af mig. Jeg tænkte "nåh, ja det kommer vel en lille artikel på en af de sidste sider men okay". Ret overrasket kunne jeg konstaterer da ValbyBladet kom ud d. 18 september at jeg både var på forsiden med stort foto og hele side 10. I månederne efter blev jeg stoppet af andre Valby-borgere på gaden, fik e-mails og breve, og en her i ejendommen ville have hjælp til at springe ud som transvestit og 2 andre her i Valby ville også have praktisk råd til hvad de kunne gøre hvis de skulle hoppe ud af skabet som transvestit. Jeg har tidligere fortalt her på bloggen at jeg bl.a. arbejder som massør, healer og samtaleterapeut, og fik lige pludselig flere par som klienter, par der havde ondt i sexlivet. Jeg må sige at alt i alt var det en positiv oplevelse at være i den lokale avis.

Som sagt havde jeg meget få dårlige erfaringer med at være ude af skabet. i 2004 fik piben desværre for en stund en anden lyd. I 2003 begyndte der at være problemer med unge her i Valby, hvoraf et stort flertal er 2. generations indvandrere. En del af dem kom ud i kriminalitet, og en hel del begyndte at hænge ud forskellige steder, også her på ejendommens araler selvom de ikke har noget at gøre her fordi de ikke bor her. I det første ½år af 2004 blev jeg overfaldet 5 gange af en gruppe unge. De kastede bl.a. sten, jord og flasker efter mig. Som regel undgik jeg skader og sagde at vi kunne slås istedet. Da jeg jo er stor turde de ikke. Jeg er svagtssende og bor i en ejendom forbeholdt blinde/svagtssende selvom 50% af beboerne er almindeligt seende. Nogle af disse unge rødder troede at jeg var blind, og en blind trans er vel den bedste skydeskive... Problemet for dem var ar jeg efter hvert overfald kontaktede jeg politiet. Efter det femte overfald gik jeg til pressen. Jeg ville simpelhen ikke finde mig i det. En ting er at jeg, fordi jeg er ude af skabet, er udsat men den slags rammer også dem der gerne vil ud af skabet, og almindeligt blinde blev også overfaldet. Jeg var både i TV-2Lorry og Ekstra Bladet med et budskab til bl.a. politiet om at gøre noget, og i en kort periode var der ofte en politibil forbi ejendommen. Der var ikke den store opbakning fra det daværende beboerråd, hvilke gjorde at jeg i 2005 stillede op til en post i beboerrådet og fik mange stemmer fordi mange beboere ønskede at det skulle ske noget. Problemet med unge rødder udefra der hænger ud her er ikke væk men nu har vi overvågning hvis noget skulle ske.

Så kommer vi endelig til d. 10 neovember. Den dag i 2004 hentede jeg min daværende kæreste Helene Louise oppe på Valby Station. Vi fik varm kakao hos 7-Eleven og gik hjemad. Ved Vigerslev Alle skole råbte en ung mand "Pernille Pernille", men da vi ikke kendte fyren gik vi over fodgængerovergangen og ned mod ejendommen. Nede i ejendommens søljegang kunne jeg høre nogen komme løbende bag mig og sørgede for at vi gik til side for at give plads. Da den løbende person kom op på siden af os stoppede han op 1 meter fra mig og kylede en 2,7 kilo mursten i hovedet på mig. Alt blev mørkt i nogle sekunder og jeg vågnede op liggende på jorden med blod udover det hele og kunne konstatere at der var et hul i min pande. Helene Louise ringede 112 og efter 10 minutter kom en ambulance. En del mennesker var kommet til inklusiv Vigerslev Alle skoles viceinspektør der havde hørt rygter om overfaldet. Efter en tur på hospitalet hvor de ikke gjorde meget men lukkede hullet men nogle syninger (jeg havde blod i håret flere dage efter), en tur hos politiet hvor jeg lavede en anmeldelse og hvor de talte med Helene Louise, så gik jeg igen til Ekstra Bladet, som brugte en hel side med farvefoto, med en bøn om at finde gerningsmanden og til politiet om at gøre noget. Helene Louise og jeg er ikke kærester mere, men er meget tættet veninder og d. 10 novembers oplevelser gør at vi er ret tæt på hinanden og vi denne dag tænker vi tilbage til den dag hvor mit liv ude af skabet var tæt på at koste mig livet. 2cm til højre og murstenen havde smadret min tinding. Heldigvis er pandebenet ret tykt og det er mit held og jeg takker guderne for at jeg er her.

Jeg er en stærk person med en fightervilje og det gør at jeg ikke er kravlet ind i skabet igen. Joh de 5 overfald fik mig til at blive nervøs og ængstelig, men overfaldet d. 10/11 gjorde at jeg, efter at være kommet ovenpå ville gøre noget ved det. De unge rødder holdt sig fra mig efter at jeg i foråret 2004 gik til pressen og mit halssmykke, et pentagram som for mig hylder Moder Jord, er de bange for, fordi både hos en del kristne og musliner symbolisere det "det onde øje". Det betyder at rødderne aldrig tør stå ansigt til ansigt med med. Det at jeg rent faktisk overlevede overfaldet gør at nogen af dem har en blanding af respekt og frygt for mig, hvilket jeg kan bruge positivt. Den 15årige dansker der smed mursten i hovedet på mig blev fanget, kom i retten og fik en latterlig mild dom. Inden han blev fanget nåede han at stjæle mobiltelefoner fra 2 drenge og forsøgte at kvæle den ene af dem. Han fik 3 maneders ubetinget fængsel som blev streget over af de 1½måneds varetægt. Derudover fik han 9 måneders betinget fængsel og 170 timers samfundstjeneste. Under retsagen vidnede bl.a. en 13 årig og en 14 årig dreng for mig, hvilket jeg synes er modigt og flot. Efter jeg var i medierne efter de 5 overfald og siden efter d. 10/11 fik jeg mange mails og telefonopringninger fra folk, fra hele landet. der ville give mig moralsk støtte. I 2005 var jeg sammen med Helene Louise og 2 andre venner en uge på sommerferie i Søndervig på den jydske vestkyst, og her mødte jeg mennesker der genkendte mig og som også mødte mig med et positivt sind. Den store opbakning gav mig ny energi på at gøre noget, hvilke denne blog forhåbentlig også gør, og det har også vist mig at mit liv udenfor skabet i de mange år ikke har været forgæves. Mit liv som tøs hos Miss Louise er kendt af mange, bl.a. dem der kigger på bloggen her, og igen har der kun været positive tilbagemeldinger, selvom mange naturligvis ikke forstår mine følelser som tøs. Jeg håber at andre vil tage mit eksempel til efterretning og selv vil gøre noget for at lev det liv de ønsker. *s*.

2 kommentarer:

  1. Desværre er der nogen dansker typer & især en større gruppe unge indvandrere der aldrig lærer at opføre sig ordentligt. Men ser det som en provokation fordi du ikke blev født som kvinde at der er nogen der tør går ud af skabet er fantastisk godt. For der er mange der har arbejde eller familie der vælger at blive væk som tv/ts fra det lokale nabomiljø & såvel shoppingcentret. Vi gider ikke sladren & underlige blikke fra dem i opgangen/bebyggelsen & i supermarket.
    Jeg var i en af A-busserne på hjem da en trans kom ind & blev tvunget til at flytte sig længere ned i bussen for at kunne være i fred for en mand. Jeg fortrækker selv at bruge bil eller cykle hvis jeg skal ud til ligesindet mennesker som dig, moongirl. Iklædt det jeg føler mig tilpas i kjole, nederdel/bluse så længe kan tage hjem risiko frit. Det er her en bil giver mig tryghed ligeledes med en cykel, hvor kan jeg komme væk på. Eller være i en gruppe, der passer på hinanden i en klub eller et offentlig sted. For er man først ude af skabet kræver det jo en flytning & evt andet arbejde for at vende tilbage til anomymiten som skabet giver som tryghed. Men fuld anerkendelse af at du & andre tv/ts kæmper for ligeretten til os & tøjet samt at leve så godt det er muligt som pige/kvinde (dog uden det røde).

    SvarSlet
  2. Det er noget værre vrøvl at man skal flytte og/eller skifte arbejde, det er vi troda alt nogen der kan bevise, og nogen af os hjælper faktisk folk der er kommet ud af skabet. Problemet er at I der er i skabet har mange urealistiske ideer til hvad det vil sige at leve som f.eks. mig. Se hvordan det er gået bøsser og lesbiske der har rettigheder og husk at uden os andre der tager kampen ville det nok se værre ud for jer. Jeg har dog set nogle af skabs-tv'erne/ts'erne og hvor herre bevares; jeg forstår godt at folk griner. Det værste er dem der lever i et forhold og lyver for deres partner. Er det ikke ens partner man burde give sin største tillid? Jeg forstår godt de kvinde der, efter 20-30års ægteskab finder ud af at Åge i alle årene ville være Åse uden at suge noget, vil skilles.
    Naturligvis skal man ikke hoppe ud af skabet for en vær pris, men ihvertfald fortælle en evt. partner om det samt lade være med at leg klog på noget man intet aner om.

    SvarSlet